Beaujolais hører rent lovgivningsmæssigt under Bourgogne. Vinene herfra adskiller sig dog markant, idet man bruger gamay druen som den primære. Gamay har ligesom Pinot Noir en tynd skal og masser af frugtsyre.
Mange steder bruger man metoden Maceration Carbonique til at presse druerne hvilket betyder at druerne i hele klasser udsættes for et konstant tryk i en lukket tank, som får skallen til at briste af den indre gæring. Dette medfører nogle meget frugtige og saftige vine.
Beaujolais er kendt for sine 10 ”søstre” eller Cru’s som de også kaldes. Det er alle små byer som har hver deres unikke smag, lidt ligesom man har de forskellige kommuner i Bourgogne.
Fleurie, Morgon, Brouilly, Cotes de Brouilly, Julienas, Saint Amour, Chenas, Chiroubles, Moulin a Vent og Regnie.