På etiketten står der bare ”Pinot”, hvilket jo teknisk set er korrekt, men bagved gemmer sig en både sjov og kompleks blanding af 3 forskellige sorter, som alle har det til fælles at de stammer fra Pinot famililien. Druesammensætningen er en blanding af Pinot Blanc (20%), Pinot Gris (40%) og Pinot Auxerrois (40%) plantet i en blandet beplantning på marken.
Vinstokkene er over 30 år gamle og jordbunden er domineret af rød mergel. Efter gæring i knapt et år på demi-muids (600-liters tønder), lagres vinen derefter på bundfaldet i rustfri ståltanke i yderligere en måned, hvorefter den tappes på flaske.
Smagen er kompleks med fedmen fra Pinot Gris, en svag aromatisk note fra Pinot Auxerrois som alt sammen er holdt på plads af den stringente syre fra Pinot Blanc. Etienne Loew anbefaler den til retter med sauce, underforstået at vinen sagtens kan tåle noget modspil, hvis ikke det skal være fisk så kunne en kyllingefrikassé være et fint bud, hvortil den ville passe fint til.