Domainet styres af de to søstre Catherine og Sofie Armenier og domainet hører til den absolutte top i Châteauneuf-du-Pape. Selvom familien kan spore sin historie i området tilbage til 1300-tallet var det først i 1978, at man begyndte at tappe vin på domainet. På den forholdsvis korte tid har domainet dog formået at placere sig solidt i Châteauneuf-du-Papes top.
I 1991 blev domainet økologisk certificeret (ECOVERT) og markarbejdet og arbejdet i kældrene foregår efter biodynamiske principper (uden at søstrene dog er ”religiøse” i den henseende).
Stokkene har en gennemsnitsalder på ca. 50 år og de ældste af dem (med en alder på 90-110 år) bruges delvist i den almindelige Châteauneuf-du-Pape, men i topårene laves Châteauneuf-du-Pape Vieilles Vignes fra parceller på Charbonnieres (2,3 hektar, overvejende Grenache med en smule Mourvedre, plantet i 1900), Gallimardes (100% Grenache; halvdelen plantet i 1934 og den anden halvdel i 1959), og Esquiron (1,13 hektar Grenache plantet i 1900 & 1949).
På domainet laves Côtes du Rhône, Lirac, Châteauneuf-du-Pape, Châteauneuf-du-Pape Blanc og Châteauneuf-du-Pape Vieilles Vignes. Domainet benytter de klassiske druer Grenache, Mourvedre, Syrah og Cinsault til de røde (med en overvægt af Grenache) og Roussanne og Bourbulenc til hvid Châteauneuf-du-Pape. Vinene er alle meget elegante med et burgundisk strejf.
Hjemmeside: www.domainedemarcoux.fr