Benoit Ente begyndte som vinbonde i 1989 og lejede sig ind på bedsteforældrenes domaine i kompagniskab med en af sine tanter. Vinstokkene på hans marker er plantet af bedsteforældrene i 1950’erne. Produktionen blev udelukkende solgt til negocianter igennem 8 år. Samarbejdet mellem Benoit og hans tante ophørte i vinteren 1997. Benoit er fortsat med halvdelen af domainet og har siden hen erhvervet sig yderligere nogle parceller, således at domainet nu er på 3,5 ha. Vinene gærer på fade, hvoraf 10-20 % er nye (afhængig af årgangen). Stilen hos Benoit er meget mineralsk og med intens frugt, hvor forskellene på de forskellige terroirs virkelig får lov at skinne igennem. Tidligere brugte han en del battonage, men er kommet frem til, at han egentlig foretrækker vine, hvor balancen er i højsædet frem for store, voldsomme vine.
Benoit Ente hører til blandt den unge generation af vinproducenter i Puligny-Montrachet og han er konstant på jagt efter at forbedre kvaliteten af sine vine. Således har han fra 2009-årgangen valgt af gå væk fra den traditionelle kapsel, der sidder rundt om proppen og i stedet valgt at dyppe toppen af hver eneste flaske i lak. Dette arbejde kan kun udføres ved håndkraft. Benoit mener, at det er al besværet værd, da lak er mere lufttæt end en kapsel og han dermed forhindrer en evt. iltning af sine vine. For at forbedre kvaliteten yderligere har Benoit valgt at lagre sine vine 6 måneder længere end tidligere, hvor han af pladsmæssige årsager var "tvunget" til at tappe på flaske allerede i november måned.
Vinene fra domainet er år for år blevet bedre og bedre og der er ingen tvivl om, at kvaliteten efterhånden er næsten på niveau med vinene fra Benoits mere berømte bror, Arnaud Ente.
Link til hjemmeside: http://www.benoit-ente.fr/en/