Druepressen står i garagen, smagerummet er halvt inde i dagligstuen, og alt er i det hele taget meget hjemligt hos denne lille producent. Ejendommen tæller 10 hektar fordelt på hele fem forskellige kommuner. Vinen stammer udelukkende fra disse marker. Der laves mellem 60-80.000 flasker årligt.
I dag er det Franck Mittnacht, der styrer domainet. Det er Francks mål at holde et lavt udbytte, med henblik på at opnå koncentrerede vine. Der beskæres hårdt og man planter vinstokkene tæt - 5000 stokke pr. hektar - for at skabe ”konkurrence” imellem dem, og mindske udbytte fra den enkelte. Udbyttet varierer mellem 45 - 60 hektoliter pr. hektar. Man prøver at arbejde så naturligt som muligt. Blandt andet prøver man at undgå den malolaktiske gæring, så derfor tilsættes vinen svovl efter den alkoholiske gæring, men den malolaktiske gæring stoppes ikke, hvis den først går i gang.
Franck laver sine vine så tørre som muligt, men ved også at en smule sukker er med til at styrke vinens smag. Derfor har Rieslingerne på Grand Cru-niveau omkring 10-12 gram restsukker. Det medfører at vinene virker tørre og i perfekt balance med et strejf af frugtsødme.