Jean-Marie Guffens-Heynen og hans kone, Maine, er oprindelig fra Belgien, som de forlod tilbage i 1976, hvor de flyttede til Bourgogne for at lære sproget og, ikke mindst, lære om og arbejde med vin. Jean-Marie begyndte på en vinuddannelse, mens Maine arbejdede for lokale vinbønder. I 1979 fik de mulighed for at købe deres første parceller i Macon-Pierreclos. Og igennem årene har Jean-Marie og Maine tilkøbt flere parceller i Macon, Pouilly-Fuissé og Saint-Veran.
Maison Verget blev dannet i 1990 og ud fra en filosofi om, at ”de bedste vine kommer fra de bedste druer.” For langt de fleste af os, en selvindlysende filosofi, men absolut ikke én, som alle producenter på det tidspunkt arbejdede efter.
Jean-Marie er på alle måder en stor personlighed og det er ikke alle i området, der er lige begejstrede for han uortodokse og ligefremme tilgang til mennesker, området og vinene fra området. Han er meget sikker på, hvilke marker og hvilket druemateriale han er interesseret i, og hans ”no nonsense”-tilgang har ikke altid været vellidt blandt mindre seriøse vinbønder i området.
Han ukonventionelle tilgang betyder også, at man skal holde tungen lige i munden, når det gælder vinene: Han kan sagtens finde på at ændre vinifikation, høstudbytter og blande fra andre parceller end tidligere årgange på de enkelte vine. Det betyder også, at vine med samme navn ikke nødvendigvis behøver at være 100% ens i forhold til tidligere årgange. Ofte giver han dog vinene et nyt ”efternavn”, eller forsøger på anden vis at signalere, at vinen altså ikke er 100% som i tidligere årgange.
Kodeordene for alle hans vine er frugt og modenhed og hans tilgang i vineriet er så lidt intervention som overhovedet muligt for at give vinene mulighed for at udtrykke deres specifikke terroir.
Jean-Marie Guffens har igennem flere år været opsat på at eliminere for hurtig oxidation af vinene. Han har fundet frem til, at der kan være flere processer i vinfremstillingen, der kan medvirke til oxidering af vinene, men en de vigtige faktorer er propper. Og Jean-Marie bruger nu skruelåg eller Diam-prop til samtlige vine.
En Diam-prop er en kunstig prop, hvor luftgennemstrømningen altid er den samme, således at der ikke burde være skæve flasker eller propvine fra Verget eller Guffens-Heynen.