Jyllandsposten skrev:
Thomas Haag har lavet en forrygende tør version af Helden i 2019-årgangen. Jeg tror
ikke, jeg har smagt den bedre. Sammenlignet med Juffer har Helden typisk en mere
elektrisk syre samt en herlig spicy ferskenfrugt, og netop denne forjættende forbindelse
har ladet vinen med en uimodståelig kinetisk energi. Dansende, sydende, vibrerende,
sprællevende. Åbner i vanlig reduktiv stil med vildgærsaroma, flintesten og krudtrøg.
Det skal man kunne se ud over, og vinen skal - som altid med Thomas’ vine - have rå
mængder af luft, før den åbner sig. Tilmed lille opkvikkende kulsyresvirp på tungen her.
Ohøj for en barok frugtfylde. Fuld af citrongræs, mandarinskal, fersken og melisse i næse
og mund. Smagen har både balanceret og intens, endnu en stille eksplosion af frugt.
Saltheden og det bittersøde, urtede strejf kommer blæsende i den lange spændstige
finale. Frugtsyren skærer resolut igennem og får mundvandet til at springe, mens vinens
koncentration nærmest klistrer til gummerne. Mageløst, vi er en my fra topkarakter,
hvad angår forholdet mellem pris og kvalitet. 96 point.