Sandrone hører til toppen af producenter i Piemonte. Luciano Sandrone arbejdede i årevis som kælderarbejder for andre vinhuse. I 1977 købte han en lille parcel på Barolo-marken Cannubi Boschis. Der gik dog yderligere nogle år, før han fik muligheden for at bruge al sin tid på hans egen vingård. Nu produceres der ca. 100.000 flasker fra 22 hektar. Lucianos bror, Luca, er en stor del af teamet på vingården og tager sig primært af arbejdet i markerne. Endelig er Lucianos datter Barbara den, der oftest tager sig af PR, smagninger etc.
Selvom Sandrone hører til toppen i Barolo, mødes man med en ydmyghed og en glæde over at kunne vise, hvilke vine man formår at lave.
Sandrone blev den tredje italienske vinbonde som scorede de magiske 100 point hos Robert Parker, da 1996 Barolo Cannubi Boschis strøg helt til tops i Robert Parkers "Hedonists Gazette" oktober 2002. I 1998 byggede Sandrone et nyt vineri, der ligger ved foden af Cannubi. Her arbejdes der med en moderne vinifikation, der dog kombinerer tradition og fornyelse. Der bruges kort skindkontakt og der bruges kun ca. 10 % nye fade. Vinene er lavet i en moderne stil, hvor elegance kombineres med mere traditionelle Barolo karakterer som kraft og struktur.
Luciano Sandrone producerer Barolo, Barbera d'Alba, Dolcetto d'Alba og Nebbiolo d'Alba. Hans vine er feminine med en kolossal kompleksitet og en ren frugtkarakter, som bl.a. skyldes at vinstokkene beskæres meget kraftigt, og derved har en meget lav ydelse. Vinene er kendt for deres burgundiske stil og charme.
Siden begyndelsen af 2000'erne har Sandrone hvert år gemt 10-15% af produktionen af Nebbiolo d'Alba Valmaggiore, Barolo Cannubi Boschis og Barolo Le Vigne. Disse frigives 8 år efter høsten (for Barolo) og 6 år efter (for Nebbiolo d'Alba Valmaggiore) med et særlig segl "Sibi et Paucis", der løseligt oversat betyder "til de få udvalgte". Disse vine kommer direkte fra Sandrones egen kælder, og er flasket på samme tidspunkt som de vine, der er frigivet tidligere. Der er altså ikke tale om en Riserva-udgave.