Conterno er en af de mest berømte producenter i området og vinene hører til blandt de allerstørste fra Barolo. Conternos barolovine kommer alle fra parceller på den berømte Bussia-mark i Monforte d’Alba. Gennem de seneste årtier har Conterno-familien nedsat udbyttet på markerne gradvist og vinene har nu endnu større koncentration og kompleksitet. Alle markerne dyrkes efter økologiske principper, uden at man dog ser det som en nødvendighed at blive certificeret.
Aldo Conterno døde i 2012, men allerede på dette tidspunkt havde de tre sønner, Franco, Giacomo og Stefano overtaget fra faderen, som havde indtaget en mere tilbagetrukken rolle, dog altid med det sidste ord i forhold til vinene. Aldo Conterno overtog sammen med sin bror, Giovanni Conterno, efter faderen, Giacomo Conterno, i 1961. I 1969 valgte Aldo at forlade vingården og starte sin egen, Poderi Aldo Conterno. Bl.a. influeret af Angelo Gajas, på det tidspunkt, revolutionerende ideer om vinifikation, blandt med kortere gæring og kortere lagringstider. På det tidspunkt blev Aldo Conterno opfattet som meget moderne, mens vinene fra den fædrende gård, lavet af broderen, Giacomo Conterno, blev opfattet som ekstremt traditionelle. Mere præcist er det nok at sige, at Aldo Conterno var meget åbensindet og ikke ville lade sig begrænse af tidligere generationers arbejde. Siden hen har tingene i området da også ændret sig, og mange af de ændringer, som Aldo Conterno indførte er nu gængs praksis også i Piemonte.
Udover Barolo laver man Chardonnay Bussiador, der er lagret på 100% nye barriques, og kan hamle op med andre af verdens store Chardonnay-vine; Barbera Conca Tre Pile fra marker i Monforte d'Alba - denne er også 100% barrique-lagret; Langhe Nebbiolo Il Favot, der er 100 % Nebbiolo fra Conternos unge stokke på Bussia-marken - denne er også 100% barrique-lagret.
Fra Bussia-marken kommer også familiens fire Barolo-vine, og naturligvis også (i visse årgange) Barolo Granbussia, der er en blanding fra de tre cru'er Cicala, Colonello og Romirasco. Jordbunden er klassisk for Monforte med ler, kalk og jern. På Cicala og Romirasco er det primært Lampia-klonen, der bruges og på Colonello hovedsageligt Michet.
Barolo Granbussia laves udelukkende i de bedste, mest klassiske årgange og frigives tidligst 8 år efter høståret. Den består af 70% druer fra Romirasco og 15% druer fra hver af Cicala og Colonello. Tidligere blev Granbussia blandet efter vinifikationen, men fra årgang 2005 begyndte man en endnu mere traditionel tilgang, hvor druerne fra de enkelte cru'er vinificeres sammen. Mængderne af Barolo Granbussia er ekstremt små og der laves kun mellem 2 og 3.000 flasker årligt.