Fri levering over 3000√    Levering i hele landet√    Udelukkende kvalitetsvine√    Gratis smagning hver fredag√

Chateau Rayas

Reynaudfamiliens tilstedeværelse på Chateau Rayas startede i 1880, da en notar fra Avignonområdet blev døv i en alder af 45 år. Han måtte skifte erhverv og købte Rayas. Hans søn Louis havde to sønner. Til den ældste købte han Chateau des Tours i Sarrians i 1935, og i 1945 købte han Chateau Fonsalette og drev den fra Rayas. Den yngste søn Jacques overtog ved hans død Rayas og Fonsalette. Jacques døde i 1997 uden at efterlade sig en direkte efterkommer til stedet. Det blev derfor hans nevø Emmanuel der overtog ledelsen.

Chateau Rayas er en legende i Chateauneuf du Pape. Man finder næppe et finere og mere rent udtryk fra Grenachedruen end det man finder i Rayas. Charmen, det yndefulde, det elegante, det burgundiske udtryk – det er Rayas. På Chateau Rayas laves flere forskellige vine, først og fremmest selve Chateau Rayas som laves i rød og i hvid og er lavet på henholdsvis 100 % Grenache og 100% Grenache Blanc. Pignan de Rayas laves kun i rød og er andenvinen til Chateau Rayas og derfor ligeledes ren Grenache. Chateau Fonsalette er en selvstændig ejendom, men vinene laves på Chateau Rayas. Fonsalette Blanc laves på 80% Grenache Blanc, 10 % Marsanne og 10 % Clairette. Fonsalette Rouge laves på 50 % Grenache, 35 % Cinsault og 15 % Syrah. Da man har væsentlig mere Syrah beplantet end man har brug for til Fonsalette, laver man ved siden af denne Chateau Fonsalette Cuvée Syrah. Når alle vinene er sammenstukket blandes det der er tilbage til Côtes du Rhône La Pialade, som typisk er en blanding af 80 % Grenache, 15 % Cinsault og 5 % Syrah.

Emmanuel er på mange måder en speciel vinmager; bl.a. er han af den opfattelse, at hans vine skal drikkes, når de er modne. Derfor frigiver han ikke hele produktionen af vine i nye årgange, men holder en stor del tilbage, som han frigiver ”drypvis”. Det vil sige, at han (og dermed vi) kan tilbyde de fleste af vinene fra Chateau Rayas og Chateau Fonsalette i 6-8 årgange.