Barolo 2016
Vi har længe haft en ide om at 2016 ville blive en virkelig god årgang i Piemonte. Der var mange indikationer allerede efter høsten, og vinbønderne havde også svært ved at skjule deres begejstring og talte meget tidligt om at der var en klassisk årgang i støbeskeen. For et års tid siden, landede de små Nebbiolovine fra Barolo producenterne, her tænker vi på: Langhe Nebbiolo fra Corino og Aldo Conterno samt Valmaggiore fra Sandrone. Her var det tydeligt at profetierne fra vinbønderne holdt stik, det er i øvrigt en god tommelfingerregel, at når de mindre vine performer på en højere niveau end normalt, så kan man også forvente tilsvarende kvalitetshop i de større vine.
En stor årgang vækker altid opmærksomhed hos vinnørder verden over, når den stigende interesse så krydres med høje ratings fra vinjournalisterne, så bliver interesse til eufori. Det er ikke nødvendigvis sundt, men dog meget forståelig. Men det kommer vi tilbage til en anden gang, når vi skal skrive om det at samle på vin og opbygge en vinkælder.
Den øgede efterspørgsel bunder i at alle gerne vil have de bedste årgange i kælderen, og det betyder desværre også, at der er nogle vi må skuffe når der bliver meldt udsolgt. Heldigvis har vi tre meget stærke producenter i Piemonte og de har hver især en meget stærk signatur i deres vine. Udtrykket og stilarten adskiller sig også markant, både fordi der er forskel på teknikken og terroiret i de forskellige områder, men også fordi indgangsvinklen er forskellig fra producent til producent. I skrivende stund er Sandrone 2016 allerede udsolgt. Corino og Conterno forventes på lager i løbet af oktober.
2016 Piemonte høst rapport
For at analysere selve årgangen har vi kigget nærmere på høstrapporten fra Concorzio di Barolo.
Sæsonen startede tidligt med en mild vinter og moderat regn, der sørgede for at fylde depoterne godt op i undergrunden. Foråret startede langsomt og igen med anseelige mængder nedbør, der dog ikke forårsagede skade på druerne i form sygdomme. Generelt kan man sige at modningen frem mod sommeren foregik langsomt, og man undgik ødelæggende byger med hagl der ellers godt kan være et problem i området. Sommeren fortsatte til høsten gik i gang den 20. september og med temperaturer der ikke kom over 35 grader, var grundlaget der for perfekte druer. Der blev høstet indtil midt i oktober og generelt var der et flot sukkerindhold i druerne og lavt indhold af æblesyre som man ønsker det.
Læs hele rapporten her:
https://www.langhevini.it/en/harvests-report/2016-vintage/
Test
Selvom Corino ikke er på lager i skrivende stund, fik vi alligevel mulighed for at smage en testflaske. Den blev serveret blindt og skudt ned med det samme, men det var selvfølgelig også oplagt når blindsmageren sad og skrev på denne artikel. Vi åbnede en 2015’er umiddelbart bagefter for at få en fornemmelse af forskellen.
2016 Barolo fra Corino har en klassisk bouquet og virker rig og fyldt med frugt allerede i næsen. Frugten er nærmest Burgundisk, men med mere dybde og mørkere bær. Tanninerne er bløde og de ligger som en fin kant rundt om de bløde sødmefulde frugt. Her er fin syre og man fornemmer at der er en vin der holder i mange år endnu. 2015 virker allerede i næsen endnu mere klassisk. Her fornemmer jeg lidt mere mineralitet og den virker helt åben selvom den kun har været i glasset i 2 minutter. Kanterne er allerede slebet lidt til og den virker mere harmonisk både i duft og smag.
Barolo typer hos Domaine Brandis
Giovanni Corino
I La Morra har vi Giovanni Corino. Han er en lidt overset men utrolig dygtig vinmager og en af Elio Altare’s disciple. Stilen er indbegrebet af La Morra, som er kendt for sine mere frugtdrevne og elegante vine.
- Corino, Barolo 2016
- Corino, Barolo Bricco Manescotto 2016
- Corino, Barolo Giachini 2016
- Corino, Barolo Arborina 2016
Læs mere om Corino her:
https://domainebrandis.dk/shop/212-azienda-agricola-giovanni-corino/
Luciano Sandrone
Sandrone hører til blandt de allermest anerkendte producenter i Piemonte. Her er tale om en klassisk Barolo producent fra selve byen Barolo. Traditionelt set har man arbejdet på den gammeldags metode med at have forskellige marker rundt om i området og så laver man en cuvee ud af det som det er tilfældet med Le Vigne. På den anden side har enkeltmarksvinene vundet mere og mere popularitet i området så der laver man Aleste fra marken Cannubi Boschis. Vinene fra Barolo har mere struktur og har alle de klassiske dyder man forventer af en Barolo.
- Sandrone Barolo Le Vigne 2016
- Sandrone Barolo Aleste 2016
Læs mere om Sandrone her:
https://domainebrandis.dk/shop/224-luciano-sandrone/
Foto: Sandrone
Poderi Aldo Conterno
Conterno er en af de mest berømte producenter i området og vinene hører til blandt de allerstørste fra Barolo. Conternos barolovine kommer alle fra parceller på den berømte Bussia-mark i Monforte d’Alba. Vinene herfra er nogle af de kraftigste og mest komplekse i Barolo. Det er dem der skal have mest tid for at forløse potentialet, men det er også her nogle af de største oplevelser gemmer sig.
- Aldo Conterno, Barolo 2016
- Aldo Conterno, Barolo Colonello 2016
- Aldo Conterno, Barolo Cicala 2016
- Aldo Conterno, Barolo Romirasco 2016
Læs mere om Aldo Conterno her:
https://domainebrandis.dk/shop/219-poderi-aldo-conterno/
Foto: Henrik Ehlers
Drikkevinduer
Gode årgange betyder i bund og grund bare længere holdbarhed og et større drikkevindue og det sidste er jo nok det mest interessante for der er ikke noget værre end at få åbnet en flaske der stejler og stritter imod med alle kræfter. Lad os slå fast med det samme, at det er utrolig svært at komme med et kvalificeret bud når vi ikke har smagt det endnu, men heldigvis har vi lidt historik vi forhåbentlig kan bruge. Det virker som at 2016 bliver en lidt old school klassisk årgang. Det betyder at syren sidder flot, stramt og tæt i starten. Alkoholen er moderat og vi forventer at der er masser af frugt og at balancen er perfekt fra start. Det vil helt sikkert være fristende at tage hul på en enkelt eller to, men du vil blive belønnet for din tålmodighed.
Corino kommune 2022 - 2032
Corino enkeltmarker 2023 - 2038
Sandrone 2025 - 2045
Conterno kommune 2025 – 2045 (først på lager forår 2021)
Conterno enkeltmarker 2030 – 2060
Perspektiv
Vi er overbeviste om at Barolo 2016 vil blive husket som en super årgang men hvad betyder det egentlig i praksis, og hvordan får man det bedste ud af den? Som vinelsker er man jo altid på jagt efter den ultimative flaske, og det er nok derfor vi higer sådan efter de bedst ratede årgange. Der er jo sådan lidt ”Perfect Storm” over det, og der er heller ikke noget mere opløftende end når det hele går op i en højere enhed. I bund og grund er de bedste årgange jo kun marginalt bedre når det kommer til druemateriale og i sidste ende er teknikken og teknologien så fremskreden at det udvisker de grænser der er mellem godt og dårligt.
Først og fremmest skal vi have trænet hjernen til ikke at tænke sort og hvidt når vi taler om vin, for det er meget mere nuanceret end det. Det kommer det næste Blog indlæg til at handle om, så der håber vi at du vil læse med igen.
Af David Ekberg / Domaine Brandis
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.